Florence var en dame paa et par og tredive.
Hun startede hos os som hushjaelp i marts sidste aar (2006), da vi maette fyre en lidt for langfingret Teddy.
Florence skulle egentlig bare vaere afloser til Anett have barslet en maaneds tid senere, men efter at have kigget paa et skinnende rent hus og en arbejdsbi af rang i en maaned, skulle vi bestemt ikke af med Florence!
Florence fortalte en af de forste dage, at hun havde arbejdet for en indisk familie i 4 aar og det fortaeller noget. Der er mange indere i Uganda og de er kendt og berygtet for at vaere ekstremt haarde arbejdsgivere, der betaler en ussel loen. Det er de faerreste der holder i samme familie i 4 aar og kun stopper fordi familien rejser tilbage til Indien.
I starten var Florence som en genert fnisende skolepige. Vores vagtmand fortalte maabende, at hun havde naegtet at tale med ham de forste dage, for ”det kunne bossen nok ikke lide!”
Han fik dog efterhaanden overbevist hende om, at sadan var det bestemt ikke hos danske familier!
En dag kom Florence og viste mig stolt sine tvillingesonners karakterboeger. De laa som nr. 3 og 4 den forsteklasse de gik i (saadan noget taeller meget hernede), saa de skolepenge hun havde skrabt sammen var godt givet ud. Faren til sonnerne var dod, ligesom faren til hendes 13 aarige datter.
Faren til hendes yngste son bor i Sudan og havde vist glemt at fortaelle hende, at han var gift og havde en anden son paa samme alder!
Florence selv havde aldrig rigtig faet chancen for at gaa i skole, men ville meget gerne laere noget mere. Vi havde lavet en halv aftale om at hun, naar vi tog paa sommerferie i Kenya, skulle paa et madlavningskursus.
Saa blev hun syg, havde ondt i orerne nogle dage, men kom alligevel paa arbejde. Orepinen blev til hovedpine og til sidst maatte hun give op og tage hjem. To dage senere ringede hendes naboer. Florence var blevet indlagt og havde brug for penge. Naeste morgen tog Peter ned paa hospitalet, kun for at finde en bevidstloes Florence. 2 timer senere doede hun. Paa doedsattesten staar der meningitis og hjernemalaria.
Peter koerte liget hjem til hendes vaerelse. Naboerne hjalp hendes gamle mor med alt det praktiske. Vi betalte de 1200kr det kostede at faa hende fragtet til byen Hoima, hvor hun kom fra. Alle ugandere bliver begravet i deres hjemby, ikke paa kirkegaarde (har kun set ganske faa), men hjemme hos de naermeste slaegtninge.
Hendes 4 born bor nu hos deres bedstemor, der absolut tilhoerer samfundets allerdaarligst stillede. Hun bor ikke i et hus, men i et skur, der er smaekket sammen af gamle braedder. Det ligger klods op af en befaerdet vej. Her saelger hun bananer og det er nu ikke en forretning man bliver rig af. Hun siger hun tjener ca. 30kr om dagen.
Malis der i dag er 3 aar, klarer sig godt. Han har vaeret en del syg, men kommer altid over det igen.
Jeg kunne slet ikke klare, at tvillingerne, der jo klarede sig godt i skolen, ikke skulle i skole mere, saa de bor nu paa kostafdelingen paa den skole de var startet paa.
Storesoster Scovia var ikke faerdig med sin secondary school, saa hun har proevet kraefter der. Hun er samme viljestaerke type som Florence, men er ikke saerlig boglig, saa lige nu snakker vi om, at hun skal proeve noget mere praktisk.
Da jeg i dag var dernede aftalte vi, at hun skulle starte paa frisorskole.
