Democracy forfatterne
Var i første omgang Rita, Alex og jeg.
Alex Jurua er tidligere amtsborgmester i Arua. – Han har universitetsuddannelse i ”political education”, har arbejdet som konsulent for UNICEF, CHILD CARE, og RED BARNET. – Han har været kraftigt indblandet i Ugandas decentraliseringsplan og er også en af de 214 ugandere, der var med til at lave den første demokratiske forfatning i 1995.
Han kan takke den tidligere diktator, Idi Amin, og sin kone for at han er nået så langt! Det var Idi Amin, der i sin tid betalte hans skolepenge!! Og det var hans kone, der via sin lille forretning kunne betale hans universitetsuddannelse!!
I dag bor han i Kampala sammen med sin kone og de fleste af sine børn. – Alt hvad der kan skrabes sammen af penge, går til at betale sine børns og sin afdøde brors børns skolepenge. (Den yngste er 4år).
Han er for nylig også blevet valgt som bestyrelsesformand for regeringspartiet NRM (– populært kaldet The Movement) i Arua.
Rita er uddannet lærer og har arbejdet i både primary og secondary schools.
Hun er mor til 8 børn og værge for 10 andre.
Hendes brødre ville ikke have hun skulle i skole, - hun var jo en pige – så de stak af fra hende, når de gik til skole.
I dag er det Rita der sørger for at DERES børn kommer i skole!!!
Ritas mand er pensioneret lærer og har aldrig engageret sig i politik og samfundsliv som Rita. Flere mænd i Arua har lidt ondt af ham, for det er jo ikke ham, der har ”bukserne på” i det lille hjem!
Rita er kvindesagskvinde om en hals! Hun er tidligere amtsrådspolitikker i Arua og er i disse dage travlt beskæftiget med sin valgkampagne. Den 23. feb. bliver hun forhåbentligt valgt ind i parlamentet!
Så gik vi i gang!
I starten slyngede jeg om mig med alt det der er sjovt ved undervisning i Danmark; - projektarbejde, lege, øvelser, spil o.s.v……….
Det var før jeg vidste ret meget om undervisning og skolesystemer i Uganda!!
Stille og roligt blev de fleste af mine ideer sorteret fra!
Jeg ved ikke hvor mange gange jeg er kommet med beskrivelser af aktiviteter som jeg synes var lige til at gå til og absolut ikke kunne misforstås. Kun for at finde ud af, at logiske var de i hvert tilfælde ikke og forstås på en fuldstændig anderledes måde kunne de helt sikkert!!
Skulle jeg overhovedet kunne bidrage med noget brugbart måtte jeg undersøge, hvordan folk tænker og hvilke forhold de tænker under. Prøve at sætte mig ind i deres tankegang! Det var faktisk præcis den samme måde at arbejde på, som jeg havde været vant til på mit tidligere job med psykisk handicappede børn på Ådalskolen i Ringsted!
Research i Koboko
Jeg besøgte nogle af skolerne i Koboko. Må jeg se hvad I laver? – Det måtte jeg gerne.
I nogle af klasserne var der dårligt plads til mig! De fleste børn sad klemt sammen ved pulte, mens resten sad på gulvet. Nogle steder kunne læreren dårligt bevæge sig foran tavlen.
Hvor kom dog alle de børn fra?
Koboko er en grænseby. Der er både ugandere, congolesere og sudanesere. Især mange sudanesiske flygtninge p.g.a den 19 år lange krig i Sudan.
Men skolerne får penge fra regeringen efter hvor mange UGANDISKE børn der er!
”Sådan er det bare! Vi lider under det, men det er vores brødre! Da vi havde brug for det, hjalp de os, så nu er det vores tur til at hjælpe dem!”, sagde en af skoleinspektørerne.
Alle steder foregik undervisningen på samme måde; - læreren snakkede, skrev på tavlen og ungerne skrev af . Spørgsmål blev monotont besvaret i kor. – ”En liren af” - udenadslære (- for mig at se -) uden forståelse.
Undervisning foregår på engelsk fra første klasse, men de færreste forstår hvad der bliver sagt før de når til 5,6 kl. Med mindst 80 elever i klassen, er det jo sjældent eleverne selv får lov til at formulere sig.
I en 2 kl. prøvede læreren dog at være lidt kreativ; - klassen havde matematik og skulle lære at tælle og skrive talordene. Læreren stod med nogle blyanter for at vise talværdien.
Jeg talte 235 elever i den klasse! De sad skulder ved skulder, så tæt, at de ganske simpelthen ikke kunne røre sig uden at skubbe til hinanden. Hvert femte minut lød det fra læreren; - ” and then you do like this….” alt imens han foldede sine arme om sig selv. Det gjorde de lydige børn så, men den holdt jo kun et par minutter for de 6-7 årige elever!
Efter den oplevelse kløede jeg mig lidt i de små grå!
Gruppearbejde…….?, projektarbejde…….? Lege……….? ……….Tja!
Det krævede vist lidt alternativ tænkning!!
