Vores høne har fået 5 kyllinger! De er sorte og brune og de løber rundt i haven sammen med deres mor!
Suzans hund har også fået hvalpe! Suzan ved ikke helt hvem faderen er, men hvalpene er sorte og brune! Vi skal have 2 af dem, når de bliver store nok. Det glæder vi os rigtig meget til!
Suzan har lavet et hundehus med stråtag til dem! Det er rigtig flot!
Vi har også haft en gul fugl. Aligo kom med den og fortalte, at der var nogle drenge, der havde ramt den med deres slangebøsse. Den havde brækket vingen.
Vi satte den i en papkasse ude ved siden af hønen. Vi gav den vand og havregryn, men efter nogle dage døde den.
For en uge siden var Malte kravlet op på taget af landcruiseren. Det er vores bil. Han skulle lige sparke en fodbold ned! Så faldt han ned - lige på hovedet. Det var bare fordi han havde sko på, for det plejer han nemlig ikke!
Mor sagde, at han lignede en bokser i hovedet bagefter! Hans næse var helt tyk og fyldt med sår!
Hans arm gjorde rigtig ondt, så mor og Malte rejste med en lille flyvemaskine til Kampala, så lægen kunne kigge på armen. Han sagde, at Maltes arm ikke var rigtig brækket, men bøjet ligesom en gren. Derfor hedder det et ”grønt brud”. Malte fik en stiv forbinding på armen.
Nu har han det fint igen. Der er bare ikke nogen, der må røre ved armen!
Vores shambaboy er rigtig sjov! Han er 17 år og hedder Meta Busko. Det er ikke altid han får lavet så meget havearbejde, for han kan bedre lide at lege med os!
Han er rigtig stærk og han kan løbe rigtig hurtigt!
Nogle gange spiller vi fodbold, eller leger fange. Så sidder en af os på hans skuldre og så skal han fange de andre!
Vi kører også nogle gange race på trillebøren.
Han blev rigtig ked af det, da Malte faldt ned af bilen. Han synes ikke, han havde passet godt nok på os, men det var jo ikke hans skyld!
Asuman har lavet bue og pil til Malte, Ditlev og Elias. De er rigtig gode og kan skyde rigtig langt! Han har ikke lavet nogen til Linea. Han synes vist ikke, at piger skal lege med sådan noget!
Mor er begyndt at arbejde. Så passer Suzan og vagterne på os. Nogle gange hjælper Linea Suzan med at vaske tøj og bage boller. Asuman stryger vores tøj. Det kan han godt lide, men der er vist ikke så mange mænd hernede, der stryger!
Nogle gange går vi også over på fars skole og leger udenfor, men vi leger mest ude i sandbunken i haven. Så leger vi, at vi skal finde diamanter!
Selvom det er tørtid har det regnet et par gange alligevel!! Det plejer det slet ikke, så vi var helt skøre alle sammen! Far og mor løb ud i regnvejret for at samle vand fra tagrenderne i de store blå tønder!! De blev helt gennemblødte!
Vi løb også ud i haven og fik brusebad!
Alle dem, der bor i lerhuse, har ingen vandhaner inde i huset. De skal hente vand i nogle store dunke. Der er vandhaner og pumper forskellige steder i byen, hvor folk kan hente vand. Så bær de dunkene på hovedet. 10 l. !! Det kan vi slet ikke løfte, men der er nogle gange nogle børn, der bær dunkene på hovedet!
Nogle gange i tørtiden tørrer floden ud og så er der kun få steder i byen, hvor man kan hente vand! Så næsten alle mennesker i Koboko var også rigtig glade for regnvejret!
Men dem, der laver mursten var ikke helt så glade, for de mursten der ikke var brændt færdige, knækkede og så skulle de jo bare begynde forfra!
I Koboko laver man næsten altid mursten i tørtiden, fordi de jo skal tørre længe, inden de skal brændes.
Vi har også været syge! Alle sammen – også far og mor og 2 af vagterne! Vi havde feber, ondt i halsen og hostede. Når vi har feber, skal vi altid have taget en malariatest og det KAN vi altså ikke lide! Så skal vi stikkes i fingeren eller øreflippen, så der kommer lidt blod ud og det skal vi lægge ned på en malariatest. Hvis der er 1 streg, har vi ikke malaria, hvis der er 2 streger, har vi malaria. Heldigvis har der altid kun været 1 streg!










