Så fik Uganda Scouts Vocational School en ny headmaster!
Ayanyaki er blot 23 år! Han er fra kakwa-stammen – født og opvokset i Koboko. Han har været forældreløs de sidste 10 år, men hvor der er vilje er der vej; - han er knusende dygtig og har dermed også reddet sig et scholarship, så han nu sidder med en meget flot lærereksamen! Han er et kendt ansigt på skolen – har tidligere været manager i værkstedet! Nu har han sit eget lille tømmerværksted nede i byen – med 5 ansatte! – Folk ved godt, hvem de skal gå til, hvis de skal have lavet kvalitetsarbejde! Alle er selvfølgelig lidt betænkelige ved hans unge alder, men han har visioner og en helt naturlig myndighed, så mon ikke det går alligevel?!
Der var samtaler den 5 januar – også til flere lærerstillinger! Hvem der havde vundet i lotteriet blev offentliggjort ved et opslag på skolen. Så kunne ansøgerne selv finde ud af det!
Efter nogle uger kom Anyanyaki til os. Han havde ikke fået ansættelsesbrev, vidste ikke hvornår han skulle starte og den konstituerede headmaster, John Dumba, var ikke at finde nogle steder! Skolen er lukket for undervisning p.g.a. ferie, men lidt aktivitet er der dog, for værkstedet kører og der kommer nye elever, der gerne vil tilmelde sig. Men John Dumba havde andre interesser han ville pleje - han var taget på workshop i Arua!
Det nye skoleår startede 1 februar og det var selvfølgelig oplagt, at Ayanyaki skulle starte på det tidspunkt. Hans første opgave var at komme med til MS`s årsmøde 4-8 feb. 29/1 tog Peter til Arua og fandt Dumba på workshoppen! Han havde tydeligvis dårlig samvittighed og lovede højt og helligt at få lavet ansættelsesbrevet til Ayanyaki.
På mandag starter han for alvor, men Dumba er endnu ikke rykket ud af headmasterhuset – ej heller af sit kontor og skolens motorcykel kører han også stadig rundt på!!! Den historie var nok ikke gået stille af, hvis det havde været i Dannevang, men tålmodigheden er stor, skønt Dumba nok ikke har gjort sig yderligere populær ved den opførsel!