Måske har nogle af jer hørt rygter om, at hvide er blevet skudt i Uganda i løbet af ugen?
Lord Resistence Army – LRA – har hærget i Norduganda og Sydsudan i nu 20 år. Det er en forholdsvis lille hær og logisk set burde den jo være knaldet ned for mange år siden. Der er mange teorier om, hvorfor den stadig er der. Dem skal jeg undlade at nævne her, men et er sikkert; - den får støtte fra et eller andet højere sted, der er interesseret i at holde folk i disse områder nede!
For lidt mere end en måned siden, gik der rygter om, at LRA var flygtet til Congo. – Måske trængt bort, da regeringen i Khartoum ikke længere støtter den. Ugandas militærberedskab flyttede en del folk til grænsen mellem Congo og Uganda.
West Nile – og dermed Arua og Koboko - var pludselig i farezonen. – Måske ville LRA krydse grænsen og hærge her i deres søgen efter forsyninger.
Indtil nu har hærens rædselstogter ”kun” ramt de lokale i områderne.
Men Joseph Kony, - lederen af LRA – har nu en arrestordre hængende over sig og skal ”hvis” – eller forhåbentlig ”når” – han bliver fanget, for en international domstol.
Måske derfor har han nu vendt sit had mod hvide.
For et par uger siden var der overfald ovenfor Gulu og et par lokale NGOer blev dræbt.
Sidste lørdag blev en hvid NGO dræbt på vejen mellem Koboko og Jei i Sudan, ca. 20 km nord for Koboko.
Det betød, at vores MS-kolleger i Koboko og Adjumani ikke længere måtte køre til Sudan, der jo ellers er deres arbejdsområde det meste af tiden.
Et par dage senere blev en gruppe hvide overfaldet i den nordøstlige del af parken ved Murchinson Falls.
Det betød, at vores Koboko kolleger fik udgangsforbud! Ingen ture til Arua! Og vi andre skal slet ikke tænke på at køre den vej på!
Hvis LRA både var i Congo, nær Jei i Sudan og i Karuma området ved parken, så kunne ingen vide sig sikker!
Åbenbart kunne hverken det ugandiske eller sudanesiske militær holde styr på dem!
Det er en underlig og ikke særlig rar fornemmelse pludselig at være så tæt på noget af det man ellers kun læser om i aviserne!
Vi har aldrig følt os utrygge ved at bo i Koboko.
– Vi har hørt historierne om diktatoren, Idi Amin, der kom fra Koboko. Vi har også hørt fortællinger om tiden, da Obotes hær jævnede Koboko med jorden og sørgede for, at alt der kunne krybe og kravle flygtede til Sudan. Vi hørte om tiden efter, hvor rebeller hærgede i området, men det er ”længe siden”, hvilket vil sige tilbage i halvfemserne!
Ellers var der fredeligt og vi kunne ikke helt forstå den Danske Ambassades bekymring over at vi boede deroppe.
Lige nu er vi MEGET glade for at vi ikke bor der mere! – Man tager altså ikke lige 5 børn på nakken og løber 13 km. som dem i parken gjorde!
På den anden side har alle historier jo flere nuancer.
Spørger vi vores kolleger i Koboko, tager de det stille og roligt og udnytter tiden til at få lavet deres hængepartier med folk i byen.
En af dem mener også, at sikkerhedsforanstaltningerne er lidt overdrevne.
For det første er Arua-Koboko vejen for åben til overfald og for langt fra grænsen, - nogle steder 20 km.
For det andet får de store UN transporter et klækkeligt risikotillæg jo farligere steder de kører og kunne måske have interesse i at male fanden på væggen!
Tja, hvem ved! Da ingen kan spå om fremtiden, er det jo nok bedst at sikre sig, men også at bruge fornuften.
