Der skulle have været bryllup i Koboko i julen! Ayubus datter (vores vagtmand) skulle forenes med en lokal forretningsmand.
Pigen er 21 år og har læst i Kampala, men nu havde hun valgt at ville være forretningsfrue i stedet. Gommen har i forvejen 2 koner, hvoraf den ene dog er død for nylig - uvist af hvilken årsag.
Auybu stillede som krav, at begge parter skulle HIV-testes inden brylluppet, hvilket datteren var helt indforstået med, men gommen nølede – og fik det aldrig gjort! 2 dage før brylluppet aflyste Ayubu det hele!
Hele familien var selvfølgelig meget kede af det – det var en kedelig historie!
Men også en flot historie! Stærkt gået Ayubu! Dette er den eneste måde at slippe ud af AIDS-helvedet på! Ayubu fortæller, at efterhånden stiller mange familier krav om HIV-tests, inden de gifter deres børn væk.
Det må siges, at være helt relevant i et område, hvor 30% af de testede er Hiv-smittede!!
En ung mand fortalte mig engang, at selvom de har fået masser af oplysning og information, er traditioner og holdninger svære at lave om på.
”Stay virgin” lyder et af sloganene, men hvis man nu ikke lige har lyst til det, så kan man købe kondomer i selv den mindste flække!
Men foreslår man dette, kunne det jo være fordi man selv smittet – eller måske mistænker den anden for at være det…………………!!!!!!!
I landsbyerne mener man, at det nok kun er dem i byerne, der kan være smittet…………….!! Jo, der er lang vej endnu!
Så hurra for Ayubu og hans slags!!
I Kampala bor Anett, der er hushjælp hos en af vores kolleger. Hun er en meget, meget sød og munter ung pige, som alle unger er vilde med og det er gengældt!
For godt 1½ år siden havde hun en affære – bare en enkelt nat!! Hun blev gravid, aborterede og blev samme dag konstateret Hiv-positiv!
Efter den totale nedtur, har hun prøvet at vende det til noget positivt. Hun har meldt sig ind i TASO, - en aids organisation, hvor hun kan mødes med andre smittede og alt, hvad hun overhovedet kan undvære, bliver lagt til side til at købe medicin for, når hun engang bliver syg!
At få lavet en HIV-test er gratis. Det er en af de ting regeringen går ind i! Man kan gå op på det lokale ”healthcenter” og få den lavet. Det gælder også i Koboko. Men igen handler det jo om, at tingene måske ikke helt virker! – Lægen fortæller, at folk i området er meget villige til at blive testet, men nu har man i en lang periode ikke haft udstyret til at lave prøverne!!! Derfor må folk tage til hospitalet i Arua og det er der mange der kvier sig ved, for det koster jo penge at komme så langt!
Igen sender jeg en venlig tanke til vores danske skattesystem!